Hammel Neurocenter skal fortsat være et fyrtårn.

Af Steen Thomsen

23.05.2019: I 2017 sparede regionsrådet desværre 8 senge og 24 stillinger på Hammel Neurocenter. Jeg advarede allerede dengang om, at så store nedskæringer ville være katastrofalt for fremtidige borgere, der får en hjerneskade efter en ulykke eller en blodprop i hjernen.

 Desværre viste det sig, at jeg fik ret. Ventetiderne steg voldsomt, hvilket er meget alvorligt, da det er afgørende for senskader, at patienter hurtigt kommer til genoptræning efter operationen.

 Derfor gik rådmand Jette Skive, DF og jeg ind i sagen, da det viste sig, at regionen havde udskrevet patienter Aarhus kommune pga ventetid til Hammel. Det endte med en kompensation til Aarhus kommune på 5 mio.kr. samt at regionsrådsformand Anders Kühnau har svaret mig, at man nu har ansat flere neurologer på Hammel Neurocenter for at få ventetiderne nedbragt. Det er jeg naturligvis glad for, selv om det havde været bedre, at man ikke havde nedlagt stillingerne i 2017.

 Der gøres et formidabelt godt arbejde på Hammel Neurocenter og det er et fyrtårn i Danmark inden for genoptræning af hjerneskade. Jeg vil fortsat spørge ind til ventetiderne for at sikre, at regionens mål om en ventetid på maks 5-7 dage igen bliver virkelighed.