Besparelsesforslag endte som en rigtig Århushistorie

Af Steen Thomsen

12.09.2019: For at spare 1 mio. kr. årligt skal regionsrådet behandle et besparelsesforslag om at centralisere genoptræningspladser af hjerneskade efter operation af blodprop i hjernen. Sådanne patienter tåler typisk kun kortvarige besøg og derfor er det vigtigt, at man er indlagt på hjemhospitalet og derfor er genoptræningspladerne i dag spredt ud i regionen. Men for at spare 1 mio.kr. vil man desværre nu centralisere 10 genoptræningspladser til Aarhus. Det betyder at antallet af hospitaler med neurorehabilitering i Region Midtjylland reduceres fra 9 til 7 hospitaler.     

Nu viser hørringsvarene imidlertid, at de 10 pladser i virkeligheden er 2,8 mio. kr. dyrere at drive i Aarhus end på hjemhospitalerne. 

Regnedrengenes besparelse på 1 mio.kr. bliver derfor i virkeligheden til en årlig ekstra udgift. 

Men ikke nok med det. Der skal tilmed bruges over 3 mio.kr til at etablere de 10 nye pladser i Aarhus. Så bestræbelserne på at spare 1 mio. kr. bliver til en rigtig Århushistorie og ender med at blive en langt dyrere løsning, som derfor vil forårsage nye besparelsesforslag! 

Samtidig risikerer centraliseringen af genoptræningspladerne, at man kommer til at mangle sygeplejersker til området. Der vil være mange sygeplejersker, der ikke flytter med til Aarhus og i Aarhus er sygeplejersker en stor mangelvare.  

Dansk Folkeparti har foreslået at droppe denne centralisering og i stedet lade genoptræningspladserne blive på hjemhospitalerne som dermed også bevarer vigtig viden på området. Nu er sagen i det mindste blevet udskudt til næste måned, da man fandt ud af, at centraliseringen ikke ville give en besparelse men tværtimod være en dyrere løsning. 

I valgkampen lovede alle, at man ville prioritere nærhed for patienter. Derfor må man holde sine valgløfter og afvise centraliseringen af genoptræningspladserne for hjerneskadede blodpropspatienter.